Vi er vilde med reklamer

Ni ud af ti danskere læser hver uge de reklameaviser, som vi modtager i postkassen. Bl.a. forbrugerne i Nordjylland er flittige læsere af de husstandsomdelte tilbudsaviser. Det viser en ny dansk undersøgelse fra Gallup.

De husstandsomdelte reklameaviser er populære. Ifølge en ny dansk undersøgelse fra analyseinstituttet Gallup læser ni ud af ti danskere, der modtager husstandsomdelte reklamer, en eller flere reklameaviser om ugen.
For eksempel Nordjylland hvor 95 pct. læser en eller flere reklameaviser hver uge.
 
- Krisen har lært os, at vi skal passe på vores penge, og derfor sparer vi som aldrig før. Det betyder også, at vi har lært at blive kloge og rationelle forbrugere, og derfor bruger vi i dag mere tid på at læse reklameaviserne, ligesom vi gemmer reklameaviserne, så vi kan kigge i dem i løbet af ugen. Reklameaviserne bruger vi dels til at planlægge vores daglige indkøb og senere i ugen til at finde inspiration til weekendens lidt anderledes brugssituationer, siger medieforsker og forfatter til flere bøger om reklame og marketing Ole E Andersen fra CBS.

Ifølge undersøgelse gemmer to ud af tre husholdninger de husstandsomdelte reklameaviser, inden de smides væk.
 
Ifølge undersøgelsen er reklameaviser vores foretrukne medie, når vi skal have idéer til, hvad der skal købes. Hele otte ud af ti forbrugere tilkendegiver dette, og tre ud af fire siger, at de køber et tilbud efter at have set det i en reklameavis. Alene inden for de seneste uge har hver anden besøgt en forretning, efter at de har set et tilbud i en reklameavis. 
 
- Der er fire grunde til, at vi læser reklameaviser. Vi vil gerne have inspiration til de daglige indkøb. Vi vil gerne have et overblik over markedet, så vi kan sidde ved spisebordet eller i sofaen og sammenligne priser på produkter. Desuden er vi nysgerrige og vil gerne gøre et godt køb, ligesom vi bruger reklameaviserne som underholdning. De er farverige, de er alsidige, og man kan altid finde et godt køb, siger Ole E Andersen.
De mest populære reklameaviser er fra supermarkeder, men også reklamer fra isenkram og rejsebranchen er meget læste.
 
Undersøgelsen er gennemført hos analyseinstituttet Gallup i 2011. I alt har 1.295 danskere mellem 15-74 år deltaget i undersøgelsen, hvoraf 1.026 deltagere modtager husstandsomdelte reklamer.


Seneste nyt

fra Nordjylland