Vi får en blæsende tirsdag

Frisk vind til kuling og temperaturer kun lige over frysepunktet vil få tirsdagen til at føles, som var det frostvejr. Koldest i Aalborg.

Nok kommer solen frem, og nok kryber temperaturerne over frysepunktet, men vinden vil i den grad sørge for, at både den tykke frakke, huen og handskerne atter skal i brug i dag.

Højtrykket, som har givet os to meget flotte solskinsdage søndag og mandag, viger mod syd og øst, og det har allerede i nattens løb fået vinden til at tiltage.

Det har gjort, at natten ikke blev så kold som de forgangne af slagsen. Koldest blev det i Aalborg med blot -3,8 grader, men de fleste steder ligger temperaturen tirsdag morgen kun lige omkring frysepunktet.

Dagen er begyndt med skyer og lokal tåge i den nordlige og østlige del af landet, men i dagens løb breder det klare vejr mod syd og vest sig videre til det meste af landet, som derfor får nogen sol.

Frisk vind til kuling fra sydøst og øst vil trods temperaturer på to-tre graders varme dog få det til at føles, som lå temperaturen mellem én og fem graders frost.

Prognosen øverst viser, hvordan det såkaldte kuldeindeks - den temperatur, som blottet hud vil føle - vil arte sig i løbet af dagen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland