Sten laver mælk efter nye standarder: - Vi får nogle sundere kalve

Thise er kommet med en helt ny mælk fra nordjyske landmænd. Mælken er produceret på gårde, hvor kalve og køer går sammen i mindst tre måneder efter fødslen.

En helt ny mælk kom første gang på hylderne i mandags i dagligvarebutikken Irma.

Mælken er lavet efter nye standarder, og bag konceptet står to nordjyske landmænd. De er lige nu de eneste, der producerer den nye mælk fra Thise kaldet Ad Libitum.

- Mælken er den samme slags, så det man skal tænke på, det er, hvordan kalven har haft det, siger landmand og ejer af Jarmstedgaard i Brovst, Sten Dissing.

Normalt bliver mor og kalv adskilt helt ned til 12 timer efter fødslen, så landmændene kan malke koens mælk. På Sten Dissings gård får kalvene lov til at gå det meste af døgnet med deres mor eller amme-tante i mindst tre måneder efter fødslen.

quote Jeg har altid synes, at det var en god idé og anbefaler andre det. Jeg har snakket med andre, som er interesseret i at gøre det samme,

Sten Dissing

- Så ved jeg, at de bliver passet bedre. De får mælk, lige så tit de vil og altid den rigtige temperatur, siger Sten Dissing.

Sten Dissings måde at producere mælk på har betydet, at han ikke har givet en kalv antibiotika i mere end seks år.

- Vi har ikke diarréer, og vi har ikke kalve, der bliver syge, siger Sten Dissing.

 

Slipper for dyrlægeudgifter

Når kalvene går sammen med deres mor eller en amme-tante på markerne, får de ifølge landmanden nogle immunstoffer og færdigheder, de ikke ville få indendørs i bokse, hvor de ellers ville være, hvis de ikke var sammen med en voksen ko.

- Det er der, jeg tjener pengene. Det er ved, at jeg har det nemmere, og en produktion, hvor jeg slipper for dyrlægeudgifter, siger Sten Dissing.

Indtil videre er det kun Sten Dissing og hans kollega Henrik Pedersen fra Brønderslev, der producerer til den nye mælk Ad Libitum fra Thise.

- Jeg har altid synes, at det var en god idé og anbefaler andre det. Jeg har snakket med andre, som er interesseret i at gøre det samme, siger Sten Dissing.

En liter Ad Libitum mælk fra Thise-mejerierne findes indtil videre kun i Irma, og mælken koster 15 kroner og 50 øre.

Her ses mælken Ad Libitum, der fremover sælges i Irma. 
Her ses mælken Ad Libitum, der fremover sælges i Irma. 
Foto: TV2

Seneste nyt

fra Nordjylland