- Vi har brug for oplysninger

Nordjyllands Politi efterforsker de mange brande i Aalborg Øst samlet og håber på hjælp fra borgere.

Aalborg Øst er endnu en gang blevet ramt af en brand. Mandag aften var det et garageanlæg på Tambosundvej ud for nummer 53, der stod i flammer.

- Der står nogle biler i anlægget, og de tager jo selvfølgelig skade, fortæller politikommissær Lars Nørskov Jørgensen, der leder den samlede efterforskning af de i alt 11 brande, der har været siden 23. juni.

- Der er et problem derude, men om det er den samme gruppe eller flere forskellige, der står bag brandene, det er ikke til at vide, siger politikommissæren.

Mandagens brand på Tambosundvej var den 11. i rækken. I weekenden var to containere i brand på henholdsvis Sallingsundvej og Blåkildevej. På Blåkildevej var branden faktisk den fjerde i rækken. Ellers har der i både Rebildparken og på Saltumvej været to brande, mens der i Tranumparken har været en brand.

Området på Tambosundvej er nu spærret af, så politiets teknikere i løbet af ugen kan komme til at undesøge brandårsagen. Udover bilerne i garageanlægget kan også elinstallationer være årsag til branden - hvis altså ikke den er påsat.

- Vi har brug for oplysninger fra folk. Så hvis man mener at vide noget, må man gerne ringe til os på 1-1-4, siger Lars Nørskov Jørgensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland