Rumænere fastholder: - Vi har kontrakt fra KN Rengøring

De rumænske rengøringsmedarbejdere, der har givet 3F anledning til at melde KN Rengøring til Arbejdstilsynet, siger i dag til TV2 Nord, at de både har kontrakt og id-kort.

Fagforeningen 3F har anmeldt rengøringsfirmaet KN Rengøring til Arbejdstilsynet, fordi de mener, at de rumænske ansatte arbejder under kummerlige forhold, og hverken har kontrakt eller ID-kort.

Det afviser flere af rumænerne dog i dag, da TV2 Nord besøgte dem på deres bopæl i Brønderslev.

Her fremviste den rumænske medarbejder Aron Avian Comiza sit ID-kort, og bekræftede, at ham og hans kollegaer har en kontrakt fra firmaet KN Rengøring, som holder til i Pandrup.

- Jaaaa, contract is fino, siger Aron Avian Comiza til TV2 Nord.

Ifølge 3F kunne de rumænske medarbejdere på to kontrolbesøg mandag og tirsdag i denne uge, hverken fremvise kontrakt eller korrekte ID-kort.

3F dokumenterer det modsatte

De rumænske medarbejdere hos rengøringsfirmaet påstår altså, at de har kontrakt med firmaet, men 3F mener, at de kan bevise det modsatte.

Da de var på kontrolbesøg mandag og tirsdag i denne uge optog de nemlig en lydoptagelse, der ifølge dem beviser, at KN Rengøring ikke har udstyret deres medarbejdere med kontrakter.

- Det eneste dokumentation, de kunne fremvise var noget rumænsk ID-kort, siger formanden for PSHR-gruppen i 3F Aalborg, Kurt Frederiksen.

På lydoptagelsen spørger 3F om, hvorvidt rengøringsmedarbejderne kan fremvise en kontrakt. Her svarer de, at de har en aftale med en mand i Rumænien, der lover dem 130 kroner i timen.

Artiklen fortsætter under videoen.

Se hele indslaget her. 

Direktør: ”Selvfølgelig er de udstyret med kontrakt”
På trods af at 3F mener, de kan bevise, at de rumænske medarbejdere ikke har en kontrakt, fastholder direktøren i firmaet, at hans medarbejdere er udstyret med alle nødvendige papirer.

- Selvfølgelig er de udstyret med kontrakt, siger direktør for KN Rengøring, Henrik Nielsen.

quote De viste os, hvad de havde, så selvfølgelig havde de også vist os kontrakten, hvis de havde den

Kurt Frederiksen, 3F Aalborg

Ifølge ham følte hans medarbejdere sig skræmt af kontrolbesøgene, og derfor ville de ikke vise deres kontrakter.

- Jeg tror, at de har følt sig lidt truet af, at der kommer nogle op på deres bopæl og besøger dem der, siger direktøren i det anmeldte firma. 

Den forklaring og begrundelse køber 3F ikke.

- De viste os, hvad de havde, så selvfølgelig havde de også vist os kontrakten, hvis de havde den, siger Kurt Frederiksen fra 3F Aalborg.

Opfordrer kommune til at opsige samarbejde

I sidste uge valgte Varde Kommune at opsige samarbejdet med netop KN Rengøring efter mistanke om, at de ikke havde ansættelseskontrakter til deres medarbejdere. Derfor undrer det 3F, at Rebild Kommune ikke har droppet samarbejdet med KN Rengøring. 

- Jeg kan ikke se, at der skulle være noget galt i at følge Varde og sige, at det her det dur ikke. Det er simpelthen farvel og tak, siger Kurt Frederiksen.

Rebild Kommune har bedt KN Rengøring om at fremlægge dokumentation for, at arbejds- og miljøforholdene er overholdt.

I morgen, fredag, kommer kommunen så med en redegørelse og svar på om de agter at fortsætte samarbejdet med rengøringsfirmaet.


Seneste nyt

fra Nordjylland