Kirker fylder 800 år: - Vi kan sagtens klare 800 år mere

Flagene vejrede i massevis foran Hals Kirke i forbindelse med dens 800 års fødselsdag. Foto: Christian Henriksen

Både Hals og Nørresundby Kirke fylder i disse dage 800 år. Ifølge præsterne har kirken langt fra udspillet sin rolle for nordjyderne og kan sagtens overleve hundredevis af år endnu.

Alderen trykker tilsyneladende ikke hos de to 'fødselsdagsbørn'. Selv om papiret afslører, at de begge fylder 800 år, så er der stadig mange gode år tilbage.

Det mener begge præster i henholdvis Hals og Nørresundby kirke, som i disse dage kan fejre deres runde fødselsdag.

For at hylde de 'gamle', var helt unge hidkaldt. En større flok skoleelever fra Hals Skole kom forbi kirken med rød-hvide flag, de plantede foran kirken.

Det er da heller ikke hver dag, præsten ser så mange børn til gudstjeneste.

- Aj, det er flot, det er dejligt at se alle de glade børn med flag, det bliver man helt rørt over, siger Christian Roar Pedersen, der er præst i Hals Kirke.

Eleverne fra Hals Skole havde fine tegninger med til præsten i Hals Kirke, da de fejrede kirkens 800 års fødselsdag.

I Nørresundby var det biskoppen, der skruede tiden 800 år tilbage til 1219, hvor Valdemar Sejr overdrog Hals og Nørresundby Kirke til Vitskøl Kloster, og hvor det at gå i kirke tog op mod syv timer.

- Jamen, gudstjenesten dengang foregik på latin, og så var der ikke nogen bænke, man stod op. Det meste af gudstjenesten var også det, man kalder gregoriansk sang, så det har været meget anderledes end den kirke, vi kender i dag, siger Christian Roar Pedersen, der er præst i Hals Kirke.

For præsterne er det med respekt at de gør deres arbejde et sted med så mange og lange traditioner.

- Igennem århundreder er folk blevet døbt og begravet fra denne kirke, og det er jo helt svimlende, hvor mange tusinde, der har været gennem sådan en kirke gennem årene, fortæller præsten.

Præster: Kirken består også om 800 år

Kirkens indflydelse er blevet en anden i samfundet gennem de 800 år.

I Nørresundby fejres jubilæet i dag samtidigt med indvielse af Kirkens Hus, der er et nyt kirkecenter til 17 millioner kroner. Huset skal samle sognebørnene - udenfor kirkerummet og på andre tidspunkter end de normale gudstjenester. 

- På den ene side er der et traditionstab, men det behøver vi ikke begræde, for der er så mange andre muligheder og andet der vokser frem, hvor kirken bare skal tale på en anden måde, end den vi gjorde for 50 år siden, siger Karin Kristensen, der er præst i Nørresundby Kirke.

Herrens veje er uransagelige, men kirken består også om 800 år, mener både præsten fra Hals og biskoppen.

- Med mindre vandene er steget så meget, at vi skal have snorkel for at besøge kirken, så tror jeg, at kirken består her endnu, og at vi passer godt på den, siger Christian Roar Pedersen, der er præst i Hals Kirke.

- Jeg tror faktisk, at Folkekirken går en gylden tid i møde, netop fordi vi lever i en tid, hvor alt skal måles og vejes, og alt drejer sig om én selv, siger Henning Toft Bro, der er biskop i Aalborg Stift.

Se en reportage fra onsdagen, hvor Nørresundby og Hals Kirke blev fejret:

02:05 Luk video

Forsiden lige nu