DigiTALT: - Vi skal ikke være bange for at gøre hinanden kede af det

Mette Kirstine Goddiksen var kun 8 år, da hun mistede sin far. Men i stedet for at tale om sorgen over farens død, blev sorgen forbigået i tavshed af hendes familie og venner. Det fortæller hun i denne uges udgave af DigiTALT.

Der gik kun et halvt år efter hendes fars død, før Mette Kirstine Goddiksen blev stillet et spørgsmål af sin moster, som hun i dag stadig husker tydeligt.

”Nåh, nu har du vel glemt din far?” lød spørgsmålet.

I dag, flere årtier senere, ved hun godt, at spørgsmålet ikke blev stillet i nogen ond mening, men i virkeligheden udsprang af mosterens brændende ønske om, at Mette Kirstine Goddiksen var kommet over tabet af sin far. Men selvom hun svarede bekræftende på sin mosters spørgsmål, havde sorgen langtfra forladt Mette Kirstine Goddiksen. For at Mette havde mistet sin far, var ikke noget man talte om.

- Jeg var lidt ensom, fordi alle var lidt bange for at sige noget forkert. Selv mine legekammerater havde fået at vide, at hvis de legede med mig, måtte de ikke sige noget om "det der med Mettes far," fortæller hun.

Ugens panel i DigiTALT

Mikael Espensen

Kreativ direktør, Reklamebureauet Weltklasse

 

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist, Kunsten Museum of Modern Art Aalborg

 

Peter Møller Madsen

Festivalleder, Nibe Festival

Af samme grund er Mette Kirstine Goddiksen i dag stor fan af sorggrupper, som er et af de emner, der bliver vendt i denne uges udgave af debatmagasinet DigiTALT. Hun er desuden varm fortaler for at give sorgen den plads og tid, som er nødvendig. For hendes egen sorg over sin fars død følger hende stadig den dag i dag.

- Vi skal ikke være bange for at gøre hinanden kede af det. For i sådan en situation kan man ikke blive mere ked af det. Man skal bare sige et eller andet. Man kan jo ikke sige noget forkert, siger hun.

At man skal tale om sorgen – uanset hvilken form den kommer i – kan Mikael Espensen tale med om. Han blev for snart 12 år siden far til en datter, som viste sig at have Downs syndrom.

- Da vi fik vores datter, som har Downs syndrom, var vi igennem en form for sorgproces. Det er ikke det samme som at miste et barn, men det er en hård omgang. Og der kan jeg i hvert fald genkende det med, hvor vigtigt det er at kunne tale med nogen, som står i samme situation, fortæller han.

Kirken eller grønsværen?
I denne uges udgave af DigiTALT bliver der dog også plads til mere muntre emner. Som for eksempel, da et brudepar for nylig sagde ja til hinanden midt på Aalborg Stadion. Det skete i pausen i en Superligakamp mellem AaB og FC Midtjylland.

Artiklen fortsætter under videoen.

 

Selvom Peter Møller Madsen allerede er gift og nok mest af alt er Liverpool-fan, kunne han dog sagtens forestille sig tanken om at blive viet på et fodboldstadions grønsvær.

- Jeg kunne sagtens forestille mig at blive gift på Anfield (Liverpools hjemmebane, red.), men jeg kunne også sagtens forestille mig, at min kone aldrig nogensinde ville giftes med mig på Anfield, siger han med et skævt grin.

Se DigiTALT i aften klokken 19.50 på TV2 Nord Salto eller allerede nu i playeren nedenfor.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland