Forældre om tilsynsrapporter: - Vi skal også selv mærke efter

Forældre er glade for, at tilsynsrapporter for samtlige daginstitutioner i Aalborg Kommune nu er offentligt tilgængelige.

De omkring 150 daginstitutioner i Aalborg Kommune har fra fredag eftermiddag haft deres tilsynsrapporter fra 2017 liggende frit tilgængeligt på hver enkelt institutions hjemmeside.

quote Vi ved jo alle sammen, at der findes både gode og dårlige institutioner. Nu mere fokus der kommer på det, nu mere tror jeg, at det bliver godt for børnene.

Bodil Nielsen, Gistrup.

Offentliggørelsen af tilsynsrapporterne kommer efter TV 2 dokumentaren, "Daginstitutioner bag facaden", hvor kritisable forhold i københavnske daginstitutioner bliver afsløret.

- I og med det fokus som har været måske kan give en mistillid og utryghed hos nogle forældre, så vil vi gerne gøre det her for at skabe tryghed, fortæller områdeleder på børne- og familieområde nord/øst i Aalborg Kommune, Lars Lynghøj, til TV2 Nord.

Hos daginstitutionen Grenen i Gistrup skaber det glæde, at man nu kan læse en tilsynsrapport om en ens barns institution.

- Det tænker jeg som udgangspunkt, at der er en god idé. Så må man selv vælge, om den skal læses eller ej, fortæller Ann Olesen, der har to børn i institutionen.

Fredag var Bodil Nielsen også forbi for at hente to af sine børnebørn. 

Hun har selv arbejdet som pædagog.

- Vi ved jo alle sammen, at der findes både gode og dårlige institutioner. Nu mere fokus der kommer på det, nu mere tror jeg, at det bliver godt for børnene, siger Bodil Nielsen til TV2 Nord.

Tilsynsrapporter skal ikke stå alene

Portugisiske Nuno Prates har boet i Danmark i ti år. Han har to børn i Grenen.

- Jeg synes, at det er vigtigt at have adgang til sådan nogle rapporter her. Men selvfølgelig skal vi også selv mærke efter som forældre, forklarer Nuno Prates til TV2 Nord.

Samme holdning går igen hos andre forældre.

- Jeg synes, at det er en god idé. Åbenhed er altid godt, men det drejer sig også om som forælder, at føle efter hvordan ens barn har det i børnehaven, fortæller Henrik Kronborg, der har et barn i Grenen, mens et andet tidligere har gået i institutionen.  

VIDEO: Se indslag fra fredagens udsendelse, hvor også formanden for BUPL i Nordjylland kommenterer på offentliggørelsen af tilsynsrapporterne.  

Forældrene påpeger altså vigtigheden af, at de også selv er opmærksomme på deres børn. 

Og i forhold til Grenen i Gistrup er forældrene meget tilfredse.

- Som udgangspunkt har jeg rigtig god tillid til at aflevere begge mine børn hernede, og det har en tilsynsrapport egentlig ikke indflydelse på, men derfor kan den selvfølgelig være rar at læse for at have noget at supplere med, siger Ann Olesen.

Pædagoger giver thumbs up

Personalet på Grenen har ikke noget problem med, at tilsynsrapporten for stedet nu kan læses af forældre og andre interesserede.

quote Det er helt fint, vores praksis både kan og skal kunne tåle at blive set i offentligheden.

Louise Sejer Christensen, pædagogisk leder Grenen.

- Det er helt fint, vores praksis både kan og skal kunne tåle at blive set i offentligheden, siger pædagogisk leder i Grenen, Louise Sejer Christensen, til TV2 Nord.

I kølvandet på TV 2 dokumentaren har der været øget interesse for børnepasningsområdet, men i Gistrup har der kun været positive tilkendegivelser.

-  Hold da op hvor har vi fået mange anerkendende nik og ros, for at vi i Grenen har gjort noget særligt godt for deres børn. Så jeg oplever, at vi har tilfredse forældre, skønne børn og dygtigt personale, forklarer Louise Sejer Christensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland