Friis efter 4-0: Vi søgte efter mere

AaB’s træner roser mandskabet for en stor arbejdsindsats mod Esbjerg, og kalder det en fornøjelse at stå på sidelinjen, når spillet falder i hak som i søndagens kamp mod Esbjerg.

Der var nok at juble af for de godt 4300 tilskuere på Aalborg Stadion søndag eftermiddag, da superligaklubben AaB havde besøg af Esbjerg fB.

Efter de første 45 minutter var hjemmeholdet foran 4-0, og gæsterne kunne i princippet ligeså godt have taget bussen hjem til Vestjylland i pausen. Der var ikke noget at komme efter i Aalborg, men det var der til gengæld for AaB’erne, der ikke ville stille sig tilbage i anden halvleg.

- Vi søgte faktisk at score igennem hele kampen, og vi kunne vel også godt med lidt dommerdække have fået et straffe mere blandt andet. Men det var en sand fornøjelse, siger AaB’s cheftræner, Jacob Friis.

Svære betingelser på hjemmebane

I sidste sæson blev det kun til fire sejre på hjemmebane for nordjyderne, og generelt var der meget lidt at juble over for tilhængerne. Men i denne sæson noterer AaB sig nu for syv point på Aalborg Stadion og otte scorede mål – dog mod på papiret svage modstandere i Sønderjyske, Silkeborg og Esbjerg.

Alligevel er der grund til optimisme i Aalborg.

- Temaet på Aalborg Stadion har tidligere været, at modstanderne forsøger at gøre det svært for os ved at lukke nogle rum ned, og det tager jo tid at lægge nogle værktøjer i værktøjskassen. Men i dag (søndag, red.) var der i hvert fald et mere af slagsen, siger Jacob Friis ovenpå 4-0-sejren.

To af målene blev scoret efter en voldsom arbejdsiver af midtbanemanden Frederik Børsting, og generelt var der roser til holdet for den fysiske indsats:

- Vi holder en høj kadence rent fysisk, og det er lidt payoff på, at vi prøver at rykke os på det fysiske parameter, så vi kan holde dampen en hel kamp igennem – også i den defensive tilgang, siger cheftræneren.

Næste opgave for AaB er på søndag på udebane mod Brøndby IF klokken 18.00.  

Efter en periode uden store præstationer på hjemmebane, ser det nu ud til at lysne for AaB. Søndag blev Esbjerg besejret, takket være fire mål i første halvleg.

Seneste nyt

fra Nordjylland