Positive reaktioner på Limfjords-alliance: - Vi synes, det er et utroligt godt tiltag

Kommune og erhvervsliv mødtes torsdag med et overordnet mål; at frigive penge fra kommunekassen, og dermed støtte Den Tredje Limfjordsforbindelse.

Torsdag blev næste skridt taget i initiativet ”Aalborg Alliancen”. Et initiativ, hvor Aalborg Kommune og det lokale erhvervsliv slår pjalterne sammen i den større sags tjeneste: En tredje limfjordsforbindelse med tilhørende positive effekter.

- Vi har allerede signet at være med i Aalborg Alliancen, fordi vi synes, det er et utroligt godt tiltag, hvor man gør jobcentrene proaktive, og vi får en indgang til at rekruttere nye medarbejdere, siger Peter Freiesleben, der er direktør i virksomheden Systemcleaners.

Peter Freiesleben var én af deltagerne ved torsdagens intromøde i ”Aalborg Alliancen”. Her var en række nordjyske virksomheder indbudt til at høre mere om samarbejdsmulighederne.

- Det vi kan få ud af det, det er selvfølgelig at være en del af et større fællesskab. Der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at vi synes, det er et godt initiativ at Aalborg Kommune nu presser på med investeringen på den tredje limfjordsforbindelse, siger Peter Freiesleben til TV 2 Nord.

Aalborg Alliancen er lanceret som et samarbejde mellem Aalborg Kommune og en række virksomheder og arbejdstagerorganisationer i Aalborg. Det overordnede mål er at frigive penge fra kommunekassen, og kanalisere dem over i en kasse øremærket Den Tredje Limfjordsforbindelse. Nærmere bestemt drejer det sig om 30 millioner kroner hvert år i 20 år, altså i alt 600 millioner kroner.

Og de penge er godt givet ud, mener én af de øvrige deltagere ved dagens intromøde. Kurt Bennetsen, der er direktør i Erhverv Norddanmark, ser potentialet i både det overordnede mål, limfjordsforbindelsen, og det samarbejde, der lanceres i samme forbindelse.

- Der er ingen tvivl om at de analyser vi kigger ind i og de dialoger vi har med uddannelsesinstitutioner og virksomheder, det kalder på at vi skal have gjort det mere enkelt at få kontakt til hinanden og så ligger der faktisk et kæmpe stort potentiale, hvis vi lykkes med det, siger Kurt Bennetsen.

Samarbejdet går dog ikke begge veje på alle fronter. Aalborg Kommune har som tidligere nævnt tilkendegivet støtte på 30 millioner om året til projektet, mens de pågældende virksomheder blot melder sig under fanen med gode intentioner. Beskæftigelsesrådmand ved Aalborg Kommune Mai-Britt Iversen (S) er dog ikke bekymret for, om regnestykket i sidste ende går op.

- Når man har en overledighed, så er det så dyrt for kommunen, og det er rigtig dyrt for borgerne også. Så det vi snakker om, det er faktisk kun totrehundrede ekstra, der kommer i arbejde.  Og det er ikke uladsiggørligt, det er faktisk let, fordi vi importerer en masse arbejdskraft og vi er i en væksttid, så vi kan få flere aalborggensere i gang, siger Mai-Britt Iversen.

Omkring 50 virksomheder har meldt sig ind i Aalborg Alliancen indtil videre.

I dag blev næste skridt taget i det initiativet, der går under navnet

Seneste nyt

fra Nordjylland