Kanalrundfart på Limfjorden: - Vi var et sted mellem 16 og 17 timer om at sejle herop

De klassiske kanalrundfartsbåde fra København sejler til Tall Ships Races rundt på Limfjorden.

Mange har nok oplevet, at det er mere besværligt at komme rundt i Aalborg i bil i disse dage. Tall Ships Races har spærret flere af gaderne af, men heldigvis er der alternative måder at komme fra A til B på.

Til Tall Ships Races kan man blandt andet hoppe på en gratis cykeltaxa, men skulle man have lyst til at komme en tur til søs, er der også mulighed for det.

Fra Honnørkajen i Aalborg kan man hoppe om bord på en kanalrundfart, som man kender det fra København.

Og bådene er faktisk de samme, der til daglig sejler rundt i hovedstadens kanaler.

- Vi var et sted mellem 16 og 17 timer om at sejle herop, så det var en god lang tur, siger Carsten Hovgaard, der er kaptajn på kanalrundfarten.

Kanalrundfarten, eller rettere fjordrundfarten, tager cirka en halv time og koster 40 kroner for en voksen, mens børn kan komme med for en tyver.

Det er ikke kun passagererne, der kan nyde synet af Aalborg fra vandet.

- Det er spændende, at sejle i Limfjorden. Det er altid herligt at komme ud på nogle eventyr. Så vi betragter det som et fint afbræk fra vores dagligdag i Københavns Havn, siger Carsten Hovgaard.


Seneste nyt

fra Nordjylland