Vi vil bo autentisk

Foto: TV2/NORD (Arkiv)

Central beliggenhed, masser af plads og mulighed for at skabe familiestemning vejer stadig tungere, når danskerne rejser.

I hvert fald efterspørger flere rejsende muligheden for at bo i egen lejlighed eller villa, når rejsen skal bookes. Især hvis der er tale om en længere rejse til f.eks. USA.

- Vi oplever, at flere og flere efterspørger lejligheder i stedet for hotel, fordi man dermed kan sætte sit helt eget præg på rejsen og komme tæt på et lokalt, autentisk miljø, siger markedschef i FDM travel Line Danvad.

Ofte er det lejligheder, der fungerer som møbleret fremleje. Det betyder, at der ikke er tale om et egentligt hotel, men en almindelig lejlighed i en almindelig opgang.

- En af fordelene ved at vælge en lejlighed eller en villa er, at man ofte kan bo meget centralt, og det er også muligt at få en god udsigt over eksempelvis Manhattan med i prisen. Typisk har man også mere plads end på et hotelværelse og kan selv stå for maden, hvis man har lyst til det, siger Line Danvad.

Flere nyheder fra TV2 Nord