Læsø-par vil have omstridt kamel: - Vi vil give Ali masser af plads og kærlighed

Par fra Læsø tilbyder den kendte og måske hjemløse kamel Ali et nyt og trygt hjem fyldt med kærlighed. Parret skriver mandag til statsministeren og håber på en god forhandling.

Næppe har en kamel trukket så mange overskrifter som kamelen Ali, der blev kendt, da statsminister Mette Frederiksen (Soc.Dem.) i sin åbningstale i Folketinget fortalte om det første, regeringen havde fået gennemført: Købet af fire cirkuselefanter - og kamelen Ali.

Handlen kom i stand, efter at Folketinget sidste år besluttede, at vilde dyr ikke længere måtte være en del af dansk cirkus.

Staten købte elefanterne - og Ali -  for at sikre, at de ikke ville blive solgt til underholdning i udlandet, men finanserne rakte kun til selve købet - ikke til at sikre de rette fysiske rammer.

Og mens det ligger fast, at elefanterne om otte måneder skal rykke ind i et nyt, 150.000 kvadratmeter stort anlæg i Knuthenborg Safaripark med både sø, græs, skov og sandgrav, så er Alis kommende bopæl mere usikker. Anlægget er kun for elefanter.

quote Jeg tænker, det må være ligesom med børn, altså om du har to eller tre, bare der er plads, nærvær og kærlighed, så skal det nok gå

Brian Buch, kamelejer, Læsø

Derfor må Ramboline, der er elefant og tilsyneladende Alis bedste ven, nu forberede sig på et langdistancevenskab.

Kærlighed på Læsø

Og står det til Maria og Brian Buch fra Læsø, så kan det forhold ligeså godt være på den distance, at Ali bor på Kattegat-øen, Læsø.

- Vi har plads og vi har kærlighed, fortæller Brian Buch, der sammen med hustruen driver Læsø Antik & Retro i naturskønne omgivelser.

I forvejen har parret kamelen Polle, og om to uger kommer endnu en kamel, nemlig kamelen Erik til Tørkerivej midt på Læsø.

- Jeg tænker, det må være ligesom med børn, altså om du har to eller tre, bare der er plads, nærvær og kærlighed, så skal det nok gå, siger Brian Buch, der tilføjer, at Ali naturligvis kun skal have fast adresse på Læsø, hvis kamelen selv har lyst.

- Dyret skal acceptere os og omgivelserne, og vi skal naturligvis også først have et kendskab til, hvilken tilstand Ali egentlig er i. Så altså vi vil aldrig købe et dyr uden at kende det først, men vi mener det, vi vil rigtigt gerne have Ali op til os, så det er ikke ment som en joke, fastslår Brian Buch.

Han og familiens oplevelser med kameler er, at de er søde og sjove væsener og trives godt med stedets øvrige dyr, der blandt andet tæller fire alpakaer og nogle papegøjer.

 

 

Knuthenborg: Vi ejer ikke kamelen

Ifølge Knuthenborg Safaripark er det ikke nødvendigvis en god idé at flytte Ali fra hans vante omgivelser.

quote Vi ejer ikke kamelen og har heller ikke ansøgt om at overtage kamelen Ali

Rasmus Nielsen, chefzoolog, Knuthenborg Safaripark

Det ligger fast, at kamelen Ali ikke længere kommer til at bo sammen med sin bedste ven, elefanten Ramboline. Rambolines nye ejer, Knuthenborg Safaripark, vil dog hjælpe Alis tidligere ejer med at finde ud af, hvor den pensionerede cirkuskamel nu skal bo.

- Vi vil få lavet en veterinærfaglig udtalelse, der skal vurdere, om det overhovedet er forsvarligt at flytte kamelen Ali til et nyt sted, siger chefzoolog Rasmus Nielsen fra Knuthenborg Safaripark til TV2.

Det har aldrig været meningen, at elefanten Rambolines bedste ven, kamelen Ali, skulle flytte med til Knuthenborg Safaripark, lyder det fra chefzoologen på Facebook.

- Vi ejer ikke kamelen og har heller ikke ansøgt om at overtage kamelen Ali. Derfor mener vi altså heller ikke, at det nødvendigvis er den bedste løsning, at den kommer til Knuthenborg Safaripark, siger han.

Polle, Erik og måske Ali

På Læsø drømmer man om at kunne udvide antallet af kameler til tre. Det vil ifølge Brian Buch, der er ejer af Læsø Antik & Retro, ikke blot sprede glæde hos ham og familien, men formentlig på hele Læsø. For landets mindste kommune har for tiden ikke meget at varme sig på.

- Det er hårde tider økonomisk på øen, og det smitter af på humøret på hele øen, så det vil dejligt, hvis vi kunne få noget godt at samles om og en attraktion mere, som folk vil komme til øen og besøge, siger Brian Buch.

Lige nu er der kamelen Polle på Læsø, inden længe kommer kamelen Erik til - og måske fuldendes trekløveret med kamelen Ali. 

quote Min kone fik der øje på en kamel, og hun stod der med det der blik, du ved, som kvinder kigger, når der er noget, de gerne vil have

Brian Buch, kamelejer, Læsø

Brian Buch skriver mandag en mail til statsministeriet og fortæller om de konkrete planer, han og hustruen Maria har vedrørende kamelen Ali måske kommende bopæl.

Hustruen faldt for kamelen

Umiddelbart ligger det ikke i ordet, Læsø Antik & Retro, at det vil være det mest oplagte sted at tage sig af tre kameler, men som parret bag forklarer, så har stedet mere karakter af en mini-zoo med gæster året rundt. Og det er da også en ægte kærlighed til og glæde ved dyr, der ligger bag ideen om at udvide stedet med flere dyr. 

Det hele begyndte nemlig ved det, der kan karakteriseres ved kærlighed ved første blik, en dag for nogle år siden, da Maria og Brian Buch var på besøg hos Farm Fun i Aalbæk, en privatejet park med natur, legeplads og dyr.

- Min kone fik der øje på en kamel, og hun stod der med det der blik, du ved, som kvinder kigger, når der er noget, de gerne vil have, griner Brian Buch og tilføjer, at han da vidste, at der var ikke andet end at efterkomme hustruens ønske.

Og sådan gik det til, at Maria og Brian Buch blev ejer af deres første kamel. 

- Jeg må indrømme, at jeg også har forelsket mig i dyret, siger Brian Buch.


Seneste nyt

fra Nordjylland