TV2 Nord

KV17 LIVE - Følg valget i din kommune

Videbegærlig mand har kostet Læsø Kommune 1,5 millioner kroner

Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)

Én mand gør livet surt for de ansatte i Læsø Kommune og koster kommunekassen 750.000 kroner om året med sine mange ansøgninger om aktindsigt.

Det står alle borgere frit for at søge aktindsigt i sager, der er til behandling hos kommunen - det er faktisk en ret, alle borgere har. Men på Læsø er én borger i gang med at dræne kommunekassen for penge i sin iver efter at indblik.

12 gange på to år har borgeren søgt aktindsigt, og det i en sådan grad, at Læsø Kommune har måttet investere i juridisk hjælp og afsætte en medarbejder til at svare på spørgsmål - noget, der i alt koster Danmarks mindste kommune med bare 18 ansatte i administrationen 750.000 kroner om året.

Altså en samlet udgift på 1,5 millioner kroner de seneste to år.

- Pengene kunne have været brugt til mange andre kloge ting som undervisning, ældrepleje og veje, siger Jørgen Vestby, kommunaldirektør i Læsø Kommune, der har haft svært ved at gennemskue, om borgeren reelt har haft interesse i de ting, han har søgt aktindsigt i. 

Læs også Smuthul i loven kan spare Læsø mange penge for aktindsigter

På rådhuset forsøger man dog at holde irritationen i ave, fortæller borgmester Tobias Birch Johansen (V):

- Én borger, der har et eller andet behov for at sende breve til kommunene, skal ikke irritere mig, og han får ikke mit pis i kog. Men jeg synes bare, det er ærgerligt over for vores andre borgere, at de skal bruge så mange penge på aktindsigt, siger Tobias Birch Johansen.

TV2 Nord forsøgte at få den pågældende borger i tale, men vedkommende er desværre ikke lige så åben og tilgængelig som kommunen. Borgeren har nemlig forlangt hemmeligt navn og nummer i sine ansøgninger og ville ikke tale med TV2 Nords udsendte. Men alle på Læsø ved, hvem han er, og de er ikke begejstrede for hans forehavende, som belaster kommunekassen med lige så mange penge, som det koster at ansætte tre SOSU-assistenter i ældreplejen.

- Han skulle flytte fra øen. Han skulle selv have lov at betale det hele selv, lyder det fra Erik Poulsen, der bor på Læsø.

- Det er ikke okay. Borgeren har på mange områder generet læsøboerne, supplerer læsøbo Laila Nielsen.

Selv om Læsø Kommune har rekordhøje udgifter til behandling af aktindsigt, når man ser på antallet af indbyggere, accepterer man vilkårene på rådhuset - også selv om det irriterer.

- Det er rimeligt, at man kan søge aktindsigt, og det skal alle have lov til. Men det, sådan noget her kan være med til at gøre, er, at der kan blive lukket mere ned for det. Og det er urimeligt, for der er mange relevante ansøgninger, vi skal svare på, siger borgmester Tobias Birch Johansen.

03:59

Én enkelt borger på Læsø søger aktindsigt så flittigt, at udgifterne til sagsbehandlingen nærmer sig 750.000 kroner om året. Penge, som landets mindste kommune meget hellere ville bruge på for eksempel børn og ældre.

Luk video

 

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord