Vigtig sejr: Spalvis scorer to

AaB fik lørdag en meget vigtig sejr, da det blev 3-2 på udebane mod AGF. Lukas Spalvis stod bag AaB's to første scoringer.

Det var hjemmeholdet der sad på kampens start. AaB kunne ikke få spillet til at fungere og virkede frustrerede.

Det massive AGF-pres førte til scoring i det 12. minut, da Josip Elez uopdækket kunne sende bolden ind bag Nicolaj Larsen.

Efter scoringen kom AaB bedre med i kampen og et kvarter efter AGF-scoringen kunne Lukas Spalvis juble for første gang i halvandet år. En flot tværpasning fra Henrik Dalsgaard fandt fødderne hos Spalvis. Skuddet blev reddet i første omgang, men Spalvis var hurtigt over riposten og kunne udligne.

Resten af halvlegen sad AGF på, dog uden at kunne omsætte det til en føring.

Seks minutter inde i anden halvleg var Lukas Spalvis igen på pletten. Denne gang fik han en aflevering i feltet og kanonerede den op i krydset bag en sagesløs Steffen Rasmussen i AGF-målet.

AGF pressede på, men blev straffet på en forsvarsfejl, der sendte Rasmus Jönsson afsted mod mål. Han kunne sikkert bringe AaB foran med 3-1.

AGF fortsatte presset og i de sidste minutter var der tale om rent skydetelt foran AaB-målet. To minutter før tid fik AGF reduceret, men kunne ikke nå at hente nordjyderne som med sejren fik en smule luft til nedrykningspladsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland