Vikingerne får to amerikanere

Aalborg Vikings kan byde velkommen til to amerikanske spillere.

Aalborg Vikings kan nu byde velkommen til to amerikanske spillere, point guarden Rob Delaney og Ryan Willen, der er udset til at spille under kurven. De er begge 23 år gamle, og den kommende sæson bliver deres første som professionelle i Europa, efter de har været holdkammerater i fire år for universitetsholdet Lafayette Leopards i Pennsylvania, USA.

De to nye spillere udfylder hullet i Vikings' trup efter Ryan White og Tony Bishop, der dominerede Basket Ligaen sidste år.

Head coach Mads Olesen er glad for de to nye amerikanere:

-Vi har været i kontakt med utroligt mange agenter og spillere her i sommer inden vi fandt de helt rigtige. Vi var ude efter nogle holdspillere, der samtidig kunne tage ansvar på banen både offensivt og ikke mindst defensivt, og det er jeg sikker på vi har fået, siger han.

Lafayette College, som de to nyerhvervelser spillede for i USA, er placeret i NCAA Division 1, som indeholder de bedste 200 skoler i landet.


Seneste nyt

fra Nordjylland