Vil afspærre cykelsti i protest

En landmand i Gøttrup vil afspærre en cykelsti i en blind vinkel til hans lade. Det sker fordi laden ikke er blevet fjernet, som han var blevet lovet.

Egon og Henny Hansen bor i Gøttrup ved Fjerritslev. Lige uden for parrets hus, løber en cykelsti, som blev anlagt i af kommunen i år 2007.

Cykelstien ligger op af Egon og Henny Hansen gamle lade, og det giver udsynsproblemer, når de kører ud af indkørslen.

- Man kan slet ikke se noget, forklarer Egon Hansen.

- Man kan ikke se om der kommer nogen cyklister, før man allerede holder midt på cykelstien, fortsætter han.

Da planerne om den upraktiske cykelsti var på tegnebrættet, fik den gamle Fjerritslev Kommune lov til at rive Egon og Henny Hansens lade ned. Parret ville ikke have erstatning for laden, men kommunen skulle selv stå for nedrivningen.

Kommunen rev dog ikke laden ned, for det var der ikke råd til. I stedet lod kommunen cykelstien løbe langs med laden. Men det kostede Egon og Henny Hansens udsyn.

- Da man skulle i gang med projektet ved Egon Hansen, viste det sig, at det var meget dyrere at fjerne laden, end man havde regnet med, forklarer Otto Kjær Larsen (V), der formand for Teknik- og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune.

Den forklaring kan Egon Hansen dog ikke bruge til meget.

- Hvis der ikke er sket noget inden to uger, så afspærrer jeg cykelstien med en ti tons kampesten, siger Egon Hansen.

- Så er der i hvert fald ikke nogen der kan cykle der, slutter han.

Otto Kjær Larsen vil ikke sætte en dato på hvornår der bliver gjort noget ved laden.

- Vi arbejder på det, og den arbejdsgruppe der har fulgt projektet, er ved at finde nogle midler til at fuldsføre projektet, siger udvalgsformanden.