Vil du bygge nanosatellitter? GomSpace søger 50 nye medarbejdere

Virksomheden overgår fra udvikling af sin teknologi til serieproduktion - og får derfor brug for et stort antal nye medarbejdere.

På Aalborg-virksomheden GomSpace kan man slet ikke få armene ned for tiden. Her producerer man produkter til rumfart – og har modtaget ordrer for 530 millioner kroner over de næste fire år.

Virksomheden skal nu gå fra at udvikle teknologien bag produkterne til at serieproducere dem, og det kræver en noget større bemanding, end man har på nuværende tidspunkt.

Derfor er GomSpace på jagt efter 50 nye medarbejdere.

- De nye medarbejdere kommer til at arbejde i en klassisk industriel produktion, hvor de skal være med til at øge vores produktionskapacitet. De bliver en meget vigtig del af virksomheden, og alle kommer til at arbejde tæt sammen med vores Manufacturing- og R&D-afdeling, siger Niels Buus, CEO i GomSpace.

Direktør: Folk vil gerne arbejde med os

På ledelsesgangen hos GomSpace tror direktøren på, at det vil lykkes at tiltrække de dygtigste medarbejdere fra både ind- og udland.

- Rumfart er det største investeringsområde i verden, så folk kan mærke, de er en del af noget større, siger Niels Buus, CEO i GomSpace.

For at blive en succes i jobbet som ny produktionsmedarbejder hos GomSpace, skal man først og fremmest kunne sit kram.

- Man skal have de rigtige faglige kvalifikationer, og så skal man være god til at lave elektronik af høj kvalitet, siger Niels Buus.

Til gengæld kommer man med på holdet i en virksomhed, der er banebrydende på sit område.

- Vi er de første i verden, der industrialiserer produkter til rummet. Vi tager dte mystiske og specielle ved rumfart og bringer det ind i en industriel produktion. Der er meget opmærksomhed omkring vores firma, så vi håber at inspirere de nye medarbejdere med vores miljø, siger direktør i GomSpace, Niels Buus.

GomSpace har afsat de næste to-tre måneder til den krævende rekrutteringsopgave, hvoraf langt de fleste skal ansættes i GomSpace Manufacturing. 

GomSpace' produktion af nonosatellitter skal for alvor igang, og Aalborg-virksomheden skal derfor ansætte 50 nye medarbejdere.

Vil du søge jobbet?

Har du fået mod på af søge en af de 50 nye stillinger, kan du læse mere her:

https://gomspace.com/open-positions.aspx


Seneste nyt

fra Nordjylland