Vil have rengøringsstation til Brønderslev

Udvid nærbanen og flyt den omdiskuterede rengøringsstation fra Lindholm til Brønderslev. Sådan lyder et forslag fra et socialdemokratisk byrådsmedlem fra Brønderslev.

Mens Aalborg Kommune og Transportminister Carina Christensen (Kons.) skændes om, hvem som har givet DSB lov til at rengøre deres tog i Lindholm, så vasker DSB videre til store genere for naboerne.

Nu er der måske hjælp på vej fra en uventet kant. I Brønderslev er der nemlig både skinner og langt til naboer.

- Jeg synes, man burde flytte rengøringsstationen til erhvervsarealerne i Brønderslev, foreslår byrådsmedlem i Brønderslev Arne M. Jensen (Soc.Dem.).

Flytningen af rengøringsstationen fra Lindholm til Brønderslev vil betyde, at nærbanetogene, som i dag stopper i Lindholm, skal køre helt til Brønderslev.

På Christiansborg får den uventede løsning på støjproblemer i Lindholm en positiv modtagelse hos socialdemokraterne.

- Det synes jeg er en spændende ide, siger Rasmus Prehn (Soc.Dem.).

Rasmus Prehn vil nu bede Transportministster Carina Christensen (Kons.) redegøre for, hvorvidt det er muligt at udvide nærbanen til Brønderslev, så rengøringsstationen kan flyttes.

Har du et godt tip?