Vil lukke Tøj & Sko

Dansk Supermarked vil lukke kæden Tøj & Sko. Fire butikker i Nordjylland står over for en lukning.

Efter flere års kamp med faldende indtjening og svigtende kundebesøg har Dansk Supermarked besluttet at lukke Tøj & Sko-butikkerne over hele landet. I Nordjylland er der Tøj & Sko-butikker i Aalborg, Thisted, Nykøbing og Frederikshavn.

På landsplan berøres 37 butikker og 340 medarbejdere af lukningerne. I stedet vil Dansk Supermarked åbne en række DøgnNetto-butikker, og HR-direktør i virksomheden Finn Lund Andersen er derfor optimistisk omkring at få de berørte medarbejdere omplaceret.

- I forvejen har vi i øjeblikket cirka 250 ledige stillinger, så jeg er helt sikker på, at vi kan finde løsninger for omplacering af en betydelig del af medarbejdere fra Tøj & Sko, som må ønske det, siger han.

Beslutningen om at lukke Tøj & Sko kommer, efter at tøjkæden de seneste år har oplevet et markant dyk i omsætningen.

Tøj & Sko kæden blev grundlagt i 1981 som et koncept, der skulle sikre billigt kvalitetstøj til kvinder og børn.


Seneste nyt

fra Nordjylland