Vil selv betale for sandfodring

Sommerhusejere vil selv betale for at sikre deres sommerhuse mod at ryge i vandet.

556 sommerhusejere nord for Lønstrup er som de første klar til selv at betale for sandfodring. Dermed håber de at kunne undgå, at deres sommerhuse ryger i havet.

Det skriver DR Nordjylland.

- Hvis vi vil bevare sådan nogle områder, som dem vi har her langs kysten, hvor sommerhusene ligger forholdsvis tæt ud til havet, så viser det sig, at det er en nødvendighed, vi gør noget, siger formand for Harerenden Grundejerforening ved Lønstrup, Per Pedersen.

Derfor har sommerhusejerne givet tilsagn om selv at ville betale for, at der hvert år bliver pumpet sand ud for kysten nord for Lønstrup. Efter fem kraftige storme i foråret håber man på at kunne rede sommerhusene mod at styrte i havet.

Det er tre foreninger, der er gået sammen, og sommerhusejerne har sagt ja til at betale mellem 1.200 og knap 5.000 kroner om året. Hver enkelt forening betaler selv alt efter, hvor meget strand de har. Ordningen er kommet i stand efter et møde med Hjørring Kommune og Kystdirektoratet tilbage i juni.

- Det er vi positive overfor. Det er faktisk Hjørring Kommune sammen med Kystdirektoratet, der har inviteret grundejerne til møde. Det er ikke grundejerne, som i sig selv har støbt kuglerne, siger Per Pedersen.

Grundejerne har stillet som krav, at Skallerup Klits Feriecenter er med, men det forventer Per Pedersen er en formsag.

Man kan ikke nå, at sandfordre næste år på grund af tilladelser. Så efter planen skal det ske fra foråret 2014. Kystdirektoratet og Hjørring Kommune har sagt ja til, at lodsejerne selv betaler.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland