Vild biljagt i Himmerland

19-årig mand forsøgte at stikke af fra politiet med over 200 km/t i en stjålet BMW.

Natten til søndag forsøgte en civil patrulje at standse en sort BMW X5 i Hobro. Bilen stak af ud på Motorvej E45 i nordgående retning med over 200 km/t.

På et tidspunkt holder bilen ind på Rasteplads Himmerland i den tro, at politiet havde opgivet jagten.
På rastepladsen forsøgte patruljen igen at standse bilen, men denne gang blev de påkørt - og patruljevognen smadret.

Føreren af BMW'en fortsatte nordpå indtil Støvring, hvor politiets sømmåtte satte en stopper for kørslen, og føreren, en 19-årig mand, blev anholdt.

Den 19-årige er særdeles godt kendt af politiet, og der sættes nu en større efterforskning i gang med at kortlægge mandens lovovertrædelser.

Foreløbig bliver han sigtet for spirituskørsel, at være til fare for andre i trafikken og for brugstyveri af den BMW, som han kørte i.

Udover BMW'en fik en anden bilist på motorvejen også sine dæk punkteret af politiets sømmåtte.


Seneste nyt

fra Nordjylland