Vildthegn skal forbedres eller væk

Trods vildthegn bliver der påkørt flere rådyr på motorvejene i Vendsyssel end andre steder i landet. Foto: Arkiv

Vildthegnet langs de nordjyske motorveje i Vendsyssel virker ikke godt nok. Det mener Falck.

For selv om motorvejene i Vendsyssel slår rekord i vildthegn, så er det alligevel her, hvor flest rådyr bliver påkørt til fare for trafiksikkerheden. Det fortæller P4 Nordjylland.

Der brug for ændringer, lyder det fra vildtkonsulent Allan Bruun Rasmussen fra Falck, der er på sagen sammen med en arbejdsgruppe under Vejdirektoratet.

- I første omgang vil vi se, om vi kan lave nogle afledehegn ved motorvejens nedkørselsramper. Det vil sige, at det bliver sværere for rådyrene at komme ned på vejen, siger Allan Bruun Rasmussen til DR P4 Nordjylland.

Men hvis det ikke har en effekt, så vil arbejdsgruppen foreslå Vejdirektoratets ledelse, at vildthegnene faktisk bliver revet ned.

- Tallene viser, at mindre vildt bliver påkørt, når der ingen hegn er, siger Allan Bruun Rasmussen.