Ville skilles og blev fyret

I samme øjeblik en kvindelig HK'er i Vendsyssel fortalte sin mand, at hun ønskede skilsmisse, blev hun fyret fra mandens virksomhed. Almindelige funktionærregler gælder, siger Retten.

Kvinden fik løn for udenfor normal arbejdstid at passe virksomhedens vagttelefon fra hjemmet og havde ikke en ansættelseskontrakt. Alligevel skal hun betragtes som ansat i virksomheden og har dermed funktionærrettigheder.
 
Det har Retten i Hjørring netop slået fast med dom i en sag, som fagforeningen HK havde anlagt på vegne af det kvindelige medlem.
 
Dommen betyder, at virksomheden nu skal betale kvinden løn i den tre-måneders opsigelsesperiode sammen med feriepenge af beløbet, i alt knap 66.000 kroner.
 
-Vi er glade for dommen, fordi den helt tydelig slår fast, at en ansat ægtefælle har samme rettigheder og beskyttelse i jobbet som andre ansatte, selvom ansættelsesforholdene måske er lidt specielle, siger faglig konsulent i HK/Privat Nordjylland Carsten Thomsen.
 
Omdrejningspunktet var om kvinden var omfattet af Funktionærloven. I sin afgørelse slår Retten imidlertid fast, at "det ikke er unormalt, at nærtstående bliver ansat på arbejdsvilkår, der er usædvanlige" og finder det godtgjort, at kvinden i gennemsnit har arbejdet mere end de otte timer om ugen, der er minimumsgrænsen i funktionærloven, skriver HK i en pressemeddelelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland