Ville skubbe betjent ned fra tag

En 45-årig mand fra Frederikshavn er ved Retten i Hjørring blevet idømt 30 dages ubetinget fængsel for at forsøge at skubbe en politibetjent ned fra et tag.

Politiet var blevet tilkaldt til en adresse i Frederikshavn, idet den 45-årige og dennes kæreste gennem længere tid havde spillet høj musik, mens et vindue stod på vid gab.
Politiet forsøgte i første omgang at ringe på, men det fik ikke den 45-årige til at lukke op til lejligheden.
En politiassistent besluttede sig derfor til via taget på et cykelskur at kravle op til det åbentstående vindue - et skråvindue på første sal.

Politiassistenten kunne med fødderne placeret i en tagrende få overkroppen ind ad vinduet, og her forsøgte den 45-årige ifølge politiet to gange at skubbe politiassistenten ned.
Den 45-årige nægter sig skyldig og ifølge Nordjyske Stiftstidendes oplysninger, mener manden, at der ingen fysisk kontakt var mellem parterne.
Den 45-årig har anket dommen.


Seneste nyt

fra Nordjylland