Vilsund Blue overtager Rømø-firma

Vilsund Blue A/S køber Seafood Rømø A/S Foto: Kim Christiansen

Nordjyske Vilsund Blue A/S køber Seafood Rømø A/S - og det betyder arbejdspladser i området.

Vilsund Blue A/S, der er Danmarks største producent af muslinger og østers med hovedsæde i Nykøbing Mors, har købt Seafood Rømø A/S.

Det meddeler selskabet i en pressemeddelelse. Opkøbet skal styrke Vilsund Blue´s position på både hjemme- og eksportmarkederne.

- Det er et perfekt match. De muslinger, Seafood Rømø lander, kommer fra Lillebælt, den jyske østkyst samt Isefjorden og er lidt større end dem, vi lander fra Limfjorden, siger adm. direktør Søren Mattesen, Vilsund Blue A/S.

Købet betyder, at produktionen på Rømø flyttes til Nykøbing Mors, hvor Vilsund Blue har tre produktionsanlæg.

- Dermed får vi en bedre udnyttelse af vores produktionsanlæg året rundt, påpeger Søren Mattesen.

Søren Mattesen forventer, at produktionen er flyttet til Nykøbing med udgangen af februar.  Vilsund Blue er i dag stærke på konsumentmarkedet, mens Seafood Rømø er stærke på grossistmarkedet indenfor ferske produkter i Danmark.

- Opkøbet åbner nye døre for os på grossistmarkedet, men også på eksportmarkedet. Vi er stærke i Danmark, resten af Skandinavien samt har en mindre eksport til blandt andet Frankrig. Seafood Rømø er stærke på det store tyske muslingemarked, og det vil selvfølgelig styrke vores markedsposition, siger Søren Mattesen.

De hidtidige ejere af Seafood Rømø A/S, Ole og Thomas Daugaard Sørensen, vil fortsætte deres fiskeri uforandret efter opkøbet.

Overtagelsen sker pr. 1. februar 2017 og parterne ønsker ikke at oplyse yderligere om handlen. Vilsund Blue har 70 medarbejdere i Nykøbing Mors og forventer, at opkøbet forøger medarbejdertallet med fire-fem heltidsansatte.

Flere nyheder fra TV2 Nord