Vind af stormstyrke vælter bygningsdele og køretøjer

Frem til klokken 13.00 vil vinden puste med stormstyrke i Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev og Læsø kommuner.

Søndag formiddag har blæsten rigtig godt fat i det nordligste Danmark. DMI varsler kuling fra nordøst med en middelvind på 14-18 meter i sekundet.

I vindstødene kan vinden komme op 25-27 meter i sekundet, og det er stormstyrke. Flere steder i regionen har det allerede fået bygningsdele og lette køretøjer til at blæse omkuld.

Også en bådebro har revet sig løs i Hobro på grund af det kraftige blæsevejr.

- Vi spændte den fast til en vores biler, og på den måde fik vi tøjret den fast. Lige nu ligger den ved Hobro Ro- og Kajakklub, siger Claus Haparanda, indsatsleder ved Nordjyllands beredskab. 

DMI forventer at vinden aftager omkring klokken 13.


Seneste nyt

fra Nordjylland