Vindmølle ude af kontrol – frygtede at tårnet kunne kollapse

Vejene nær møllen blev spærret af. Foto: Per Frank Paulsen

Beredskab, politi og hjemmeværn blev tilkaldt, da en vindmølle gik amok ved Biersted.

En defekt vindmølle fik tirsdag aften politi og beredskab til at rykke ud til Rimmensvej ved Biersted. En bremse i møllen var gået i stykker, og det fik vingerne til at snurre ukontrolleret rundt.

Læs også Vindmølle-brand: Se billeder og video

- Den var helt ude af kontrol, og vi frygtede, at tårnet kunne kollapse eller at vingerne kunne ryge af. Den havde godt nok fart på, siger Ole Løvenhard, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.

Hurtigt blev Rimmensvej og Knepholtvej i nærheden af møllen spærret af af politiet, ligesom strømmen blev koblet fra nærliggende højspændingsledninger.

- Vi vurderede, at der var et stort fareområde, og at vejene skulle spærres af. Det var farligt at køre forbi, siger indsatslederen.

Hjemmeværnspoliti blev også kaldt til området. De nåede dog aldrig frem – for pludselig gik den ene vinge delvist i stykker, og det fik møllen til at miste fart, for til sidst næsten at gå i stå.

Dermed kunne vindmøllearbejdere på stedet komme ind i styrehuset og dreje møllen, så den stod med siden op mod vinden og ikke kunne gå i gang igen.

Fra indsatslederen ankom som den første på stedet, til der igen var kontrol over møllen, gik der cirka halvanden time.

- Alt endte lykkeligt, siger Ole Løvenhard.

  Foto: Per Frank Paulsen

Forsiden lige nu