Vindmølleprotest i Stenum

Det er borgere mod kommune i spørgsmålet om placeringen af tre kæmpevindmøller i Brønderslev Kommune.

Borgerne ved Stenum er mildest talt rasende over mulig udsigt til nye kæmpevindmøller kun en kilometer fra deres hjem.

- Det bliver et helvede at leve i. Det bliver vores ruin, siger Frank Nielsen.

Det er Brønderslev Kommune, der har fremprovokeret raseriet. Kommunen har nemlig planer om at rejse tre kæmpevindmøller der skyder 150 meter op i vejret ved Stenum.

Området er et af de fem områder i Brønderslev Kommune, der er udpeget til vindmøller. Men endnu er vindmølleplanerne kun i den såkaldte foroffentlighedsfase. 
 
- Jeg tør ikke sige noget om, hvorvidt det bliver til noget eller ej, siger formanden for Miljø- og Teknikudvalget i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard.

Men Frank Nielsen frygter allerede, at beslutningen er taget, fordi der for nyligt ikke dukkede en eneste politiker op til et borgermøde om netop vindmøllerne.

Mikael Klitgaard beklager den manglende tilstedeværelse, men lover fremover, at kommunen vil lytte til borgernes argumenter.

Men Frank Nielsen mener, at hele problemet kan løses ved at sætte vindmøllerne op ude i havet.

- Det er vigtigt for os at sige, at vi ikke er imod kæmpevindmøller. De skal bare ikke stå på land, siger Frank Nielsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland