Vintertid er reflekstid

Børneulykkesfonden og Codan Forsikring opfordre cyklister og fodgængere til at finde reflekserne frem, når mørket tager til.

Når vi skifter fra sommertid til vintertid sidst i oktober, så skifter vi også til reflekstid. Det mener Børneulykkesfonden og Codan Forsikring, der for tredje år i træk afholder en kampagne for at få danskerne til at bruge reflekser efter mørkets frembrud.

Ifølge Rådet for Sikker Trafik sker cirka hver fjerde cykeluheld i mørke. Alligevel bruger kun seks ud af ti danskere reflekser på deres tøj, viser Børneulykkesfonden og Codan Forsikrings seneste optælling fra oktober i år.

- Nu er det på tide, at de voksne melder sig på banen, tager ansvar og viser sig som et godt forbillede for vores børn. En lille refleks kan betyde forskellen på liv og død, siger Henriette Madsen, der er leder i Børneulykkesfonden.

Årets refleksdag løber af stablen torsdag d. 24. oktober, og her vil Børneulykkesfonden og Codan Forsikring blandt andet dele 125.000 reflekser ud til trafikanter i morgentrafikken.

- Det er tredje år, at vi afholder Årets Refleksdag og deler gratis reflekser ud til danskerne, men selvom tallene bevæger sig i den rigtige retning, så er der ikke tale om en markant adfærdsændring i befolkningen. Det er en skam, siger Henriette Madsen.

Børneulykkesfonden og Codan Forsikring anbefaler, at man hænger reflekserne på kroppen i en snor både for og bag op kroppen, at de hænger lavt, så bilernes lygter kan fange dem, og at man skifter reflekserne jævnligt.


Seneste nyt

fra Nordjylland