VM i cykling kommer til Nordjylland

Foto: Kim Christiansen (Arkiv)

Hobro og Aalborg bliver vært for VM i cykling for amatører.

VM i cykling skal næste år afholdes på vejene omkring Aalborg og Hobro, når der over fire dage skal køres både linjeløb og enkeltstarts VM for amatører.

- For Danmark som cykelnation er det vigtigt, at vi med jævne mellemrum kan tiltrække og afvikle store elite- og breddeevents. Disse events understøtter det arbejde der foregår på alle niveauer i danske cykling, og vi er stolte over, at UCI igen har valgt at placere et verdensmesterskab i Danmark, siger David Gullberg direktør i Danmarks Cykle Union.

Linjeløbet vil blive afviklet i og omkring Aalborg, mens enkeltstarten vil blive kørt ved Hobro, og det er fra den tredje til den sjette september 2015, at cykel-VM for amatører skal afholdes.

Det er Danmarks Cykle Union og Sport Event Danmark, der har ansøgt om, at VM skal afholdes i Danmark, og det har den internationale cykelunion UCI altså valgt at tilgodese.

Danmark var i 2011 vært for de professionelle cykelrytteres VM. Det blev afholdt i København og Nordsjælland.

Flere nyheder fra TV2 Nord