VM i pløjning: Ny træningsjord kan give problemer

Foto: TV2 Nord

I weekenden afholdes VM i pløjning. Pløjere fra hele verden træner, men jorden de træner med giver dem problemer.

I Hjardemål nordvest for Thisted træner 57 pløjere fra hele verden. De gør sig klar til VM i pløjning, som LandboUngdom afholder i weekenden med discipliner i både stubjord og grønjord. Det danske pløjeteam har skiftet træningsjord efter at have færdiggjort grøntjordstræningen.

- Vi flyttede ikke kun fra grønjord til stubjord, men også fra blæst til læ, fra overskyet til sol og fra skarp sandjord til lidt bedre jord, siger en af de to danske pløjere Søren Korsgaard og fortsætter:

- Vi frygter at den bedre jord ikke er sammenlignelig med det, vi skal køre i på konkurrencedagene, og derfor kan indstillinger og notater være mindre værd end håbet. Det er jo de helt små marginaler, der kommer til at tælle, når vi konkurrerer på dette niveau.

Pløjerne har sat pris på det fine efterårsvejr, der har varet gennem hele træningsforløbet. Både Søren Korsgaard med vendeplov og Jens Iversen med standardplov begyndte stubjordstræningen med en flækning. Søren fortsatte med et tilbagekast og en kilepløjning, men ensartetheden af furene giver problemer.

- Hver fjerde fure falder anderledes ud end de andre, og det trækker ned, når ensartetheden skal bedømmes. Vi er nødt til at få ploven justeret inden det går løs på lørdag, siger Søren Korsgaard.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord