VM i windsurfing mangler vind

Foto: Cold Hawaii PWA World Cup

Verdensmesterskaberne i windsurfing startede i dag i Klitmøller. Sådan cirka.

De bedste windsurfere i verden er i disse dage samlet i Klitmøller for at konkurrere om titlen som verdensmester. Det blev dog ikke til særlig meget surfing på første konkurrence dag, da vinden hele dagen blæste forkert.

Fralandsvind gjorde, at de rigtige bølger til at surfe på ikke dukkede op. Surfere og arrangører håber nu på, at vinden vender i morgen.

- Vi er fulde af optimisme. Vi er meget overbeviste om, at der nok skal komme både vind og bølger, så deltagerne kan komme ud og kæmpe om de World cup point, som alle håber på at få, siger eventchef, Robert Sand.

Ifølge de seneste vejrudsigter tyder det på, at deltagerne kan komme i gang med konkurrencerne allerede i morgen. Torsdag, fredag og lørdag skulle ligeledes byde på gunstige forhold for surferne.

VM i windsurfing ved Cold Hawaii i Klitmøller slutter søndag den 20. september.

Flere nyheder fra TV2 Nord