VM-sølv til Aalborg-svømmer

Den 16-årige Mie Østergaard Nielsen sikrede sig torsdag sølv ved VM i kortbane i Istanbul.

Mie Ø. Nielsen havde kvalificeret sig som den hurtigste til finalen i 100 meter ryg, men måtte nøjes med sølv.

Svømmeren Mie Ø. Nielsen sikrede torsdag Danmark den første medalje ved kortbane-VM i Istanbul.

Den kun 16-årige dansker, der havde kvalificeret sig til finalen i hurtigste tid, vandt således sølv i 100 meter ryg.

Nordjyden gjorde endnu en gang alt, hvad hun kunne og overgik sin egen kraftpræstation fra semifinalen med tiden 57.07 sekunder.

Desværre for Mie Ø. Nielsen så skruede amerikanske Olivia Smoliga op for farten, da svømmerne havde tilbagelagt de første 50 meter. På det tidspunkt lå danskeren nummer to, og Smoliga var helt nede på sjettepladsen.

Selv om amerikaneren måtte svømme sig op igennem hele feltet, så blev sejren temmelig suveræn, da vindertiden lød på 56.64 sekunder.

VM-målsætningen for Dansk Svømmeunion er fem danske finalepladser og to medaljer.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland