Vodskov plaget af røverier

[size=2]Vodskov nord for Aalborg er usædvanligt hårdt ramt af røverier. I det seneste kvartal er næsten halvdelen af alle røverier i Nordjylland gået ud over den lille by. Og i går var den så gal igen. [/size]

De butiksansatte i Vodskov er trætte af de mange røverier, som har ramt byen.

- Det har jeg det selvfølgelig skidt med, fordi jeg synes, at det kommer tættere og tættere på, siger souschef i Fakta Jan Højer til TV2/Nord.

Det sidste røveri blev begået i SuperBrugsen mandag aften kort før lukketid. SuperBrugsen har ikke villet udtale sig til TV2/Nord, men hos naboen Fakta vækker de mange røverier bekymring. Fakta blev selv udsat for røveri for tre uger siden.

- Det er ikke behageligt. Det er det ikke. Man kan godt spontant trække lidt på smilebåndet, men nu er det pludselig blevet alvor, siger Jan Højer til TV2/Nord.

De seneste tre måneder er der begået 15 røverier i Nordjylland - seks af dem var i Vodskov. Blandt andet hos Trip Ind, som er blevet røvet tre gange. De butiksansatte mener, at Vodskovs beliggenhed i forhold til motorvejen kan være en årsag til de mange røverier. Det tror politiet til gengæld ikke på.

- Jeg har ikke nogen som helst belæg for at sige, at Vodskov hverken på grund af geografi eller befolkningens sammensætning eller noget skulle være mere plaget af røverier end andre, siger vicepolitiinspektør Ole Kristensen til TV2/Nord.

Nordjyllands Politi leder nu efter to mænd, som ved røveriet i SuperBrugsen var iført hvide malerdragter og som begge er 180 cm høje.


Seneste nyt

fra Nordjylland