Voergaard-billeder kan være tabt for eftertiden

I værste fald er billederne forsvundet for altid.

Det var to meget kostbare malerier af Goya og Rubens, der blev stjålet fra Voergaard Slot i weekenden. I ren panik over at have så kostbare kunstgenstande på hånden, kan tyvene have smidt dem i en skov eller en sø.

- Det er faktisk, det værst tænkelige. At tyven eller tyvene er blevet så bange, at de har smidt dem fra sig, fordi det er værdifulde kunstværker, de har fået fingre i, siger formanden for Voergaard Slot Hans Jørgen Kaptain til NORDJYSKE Medier.

Malerierne er utroligt svære at komme af med, og det kan være med til at øge risikofaktoren for de "varme" billeder. Der er ingen, der vil have dem hængende i stuen, men der er dog en anden mulighed.

- Er det en person, som vil have kunstværkerne gemt væk helt for sig selv, bliver det svært, siger Hans Jørgen Kaptain.

Politiet har fortsat få spor at gå efter, og har kun fået tre henvendelser, der ikke førte noget med sig.


Seneste nyt

fra Nordjylland