Vold mod 26-årig kvinde

Voldsomt kvæstet efter at være banket af kæresten

Et kærestepar i Farsø blev åbenbart så uenige om tingene, at en 27-årig mand blev voldelig overfor sin et år yngre kæreste.

Ifølge politiet i Løgstør fik kvinden ret alvorlige skrammer. Hun blev blandt andet sparket af kæresten.

Episoden fandt sted onsdag aften. Torsdag blev den 27-årige mand fundet hos sin mor i Støvring og anholdt.

Den kvæstede kvinde fik hjælp da det lykkedes hende at stoppe en forbipasserende bil. Sammen med bilisten ventede hun på politiet og forklarede om episoden.

Manden har forklaret politiet, at han normalt tager antidepressiv medicin. Men den havde han ikke fået gennem nogen tid og mente selv det var forklaringen på, at han blev voldsom over for kæresten.

Han fremstilles i retten fredag.


Seneste nyt

fra Nordjylland