Vold og dødstrusler mod sygeplejersker

Sygeplejerskene på Aalborg Sygehus bliver i stigende grad udsat for dødstrusler, skældsord og vold.

Det er ikke altid lige sikkert at arbejde som sygeplejerske på Aalborg Sygehus. De ansatte på flere afdelinger oplever nemlig ofte at blive kaldt grimme ord, blive skubbet til eller endda slået.

- Jeg er blevet truet på livet. Men det værste jeg har prøvet er at få to knytnæveslag i hovedet af en ung pige, siger sygeplejerske Jan Schröder.

Der er ikke lavet noget endelig rapport på området, men siden 2008 er markant flere voldsepisoder og trusler blevet registreret.

- Man føler sig utryg. Og så er det ikke sjovt at tage på arbejde dagene efter, siger sygeplejerske Jan Schröder.

Dansk Sygepleje Råd er absolut ikke tilfredse med udviklingen.

- Vold og trusler er et arbejdsmiljøproblem. Og det skal tages seriøst. Både af de ansatte og af arbejdsgiveren, siger Jytte Wester, der er kredsformand for Dansk Sygepleje Råd

Sygehuset selv mener, de gør meget for at opretholde en høj sikkerhed, men vil overveje yderligere tiltag, hvis udviklingen fortsætter. Det oplyser sygeplejefaglig direktør Lisbeth Kjær Lagoni.


Seneste nyt

fra Nordjylland