Voldelige mænd blæser på polititilhold

Voldelige nordjyder fortsætter i stor stil med at opsøge og chikanere deres ekskoner og ekskærester selvom de får et polititilhold. Ofte får det ingen konsekvenser.

På Krisecenteret i Nørresundby kender de alt for godt til problemet. Kvinder, der føler sig magtesløse fordi den voldelige eksmand eller ekskæreste bliver ved med at opsøge dem, selvom han har fået et polititilhold.

- Det kan være alt fra opringninger, sms'er, at de ringer på døren hos kvinden eller opsøger hende på arbejde. Kvinderne er magtesløse i den her situation, siger Inger Stistrup, der er leder af Nørresundby Krisecenter.

I 2008 udstedte Nordjyllands Politi 157 polititilhold. 50 er blevet overtrådt - altså omkring en tredjedel.

- Den eneste mulighed vi har, er at udstede bøder eller straffe os ud af det. Og det virker ikke altid hensigtsmæssigt, siger Kaj-Verner Jensen der er vicepolitikommissær hos Nordjyllands Politi.

Polititilhold er ofte nytteløst mener Lissy Holtegaard, der har skrevet bogen "Retsløs" - om effekten af polititilhold. Strafferammen for en overtrædelse er på 2 års fængsel. Men reelt får gerningsmanden kun en bøde på 1500-2000 kroner i Nordjylland.

- Jeg synes politiet skal være mere konsekvente og se det hele lidt mere fra offerets side. Derfor skal man sanktionere hårdere, så det chikanen stopper, siger Lissy Holtegaard.

Problemet med overtrædelse af polititilhold kan i virkeligheden være langt være end statistikken siger. TV2/Nord har talt med flere forfulgte kvinder, der fortæller at Nordjyllands Politi giver flere advarsler inden de griber ind.

- Hvis man virkelig synes en lovgivning skal have en præventiv effekt, så skal man gribe hurtigt ind, og sørge for at følge op, kritiserer Lissy Holtegaard.

Tilbage på Krisecenteret i Nørresundby opgiver flere kvinder at søge om polititilhold, fordi de ikke tror på det virker. Andre tager den yderste konsekvens.

- Der er kvinder, der bliver nødt til at gå under jorden. De flytter til en anden del af landet, får et nyt navn og får eventuelt vidnebeskyttelse, siger Inger Stistrup.


Seneste nyt

fra Nordjylland