Voldsom brand i baggård: Beboere evakueret

Fredag morgen er beboerne i tre ejendomme i det centrale Aalborg blevet evakueret. En voldsom brand hærgede en baggård.

Klokken 05.02 modtog Nordjyllands Politi flere anmeldelser om en voldsom brand i baggården bag ejendommen på Boulevarden 4 i det centrale Aalborg.

Brand- og rednings-mandskab kom hurtigt til stedet og samtidig med brandslukningen blev beboerne i ejendommene på Boulevarden 4, 6 og 8 evakueret.

Varmepåvirkningen fra branden knuste flere ruder i ejendommen på Boulevarden 6, men knap en time efter de første anmeldelser var branden under kontrol.

- Nu skal teknikerne så finde ud af hvad pokker der er sket, så branden er startet. Bygningen er under renovering i øjeblikket, så der er måske nogle mulige forklaringer i den retning, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Henrik Beck.


Seneste nyt

fra Nordjylland