Brand i etageejendom: Mor og barn indlagt med røgforgiftning

Kraftig brand på Østre Allé i Aalborg afspærrer vejen i begge retninger.

 
 
Foto: Nordjyllands Politi

Onsdag aften klokken 20.08 udbrød der brand i en etageejendom på Østre Allé 14 i Aalborg. Branden er startet i bygningens kælder, og det skabte en kraftig røgudvikling fra opgangene.

Det oplyser Nordjyllands Politi på Twitter.

Den kraftige røg fik flere af de otte beboere i opgangen til at ringe til politiet, der med det samme rykkede ud.

En mor og hendes et-to årige barn er indlagt på hospitalet med lettere røgforgiftning.

- De er kun ramt ganske lidt, fordi de er kommet til at indånde noget af røgen og er begyndt at hoste. Men på sygehuset får de iltbehandling og vil hurtigt få det bedre, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.

Ifølge et vidne fik en af ejendommens katte ilt på stedet af brandmændene, men dens tilstand kendes på nuværende tidspunkt ikke.

Brandvæsenet fik bugt med ilden på 5-7 minutter, og den aldrig bredte sig til andre steder end etageejendommens kælder. 

Torsdag skal nærmere undersøgelser opklare, om branden var påsat.

Østre Alle er fortsat afspærret i begge retninger fra Hadsundvej mod Vejgaard Møllevej.


Seneste nyt

fra Nordjylland