Brand på nedlagt landbrug: Der er voldsomme skader

Et nedlagt landbrug i Brovst er torsdag morgen brudt i brand. Ingen mennesker er kommet noget til, men huset har fået store skader.

Ilden havde godt fat, da brandmændene ankom til et nedlagt landbrug på Kokkedalvej i Brovst torsdag morgen. Stuehuset og udbygningerne på gården er bygget sammen, så selvom branden startede i udbygningerne fik den også hurtigt fat i stuehuset. 

- Da vi kom, var ilden brudt igennem taget på udbygningerne. Den havde også fået fat i stuehusets første sal. Vi kunne se den kører i skunken og under tagstenene, siger Niels Nygaard, indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.

Ejeren af huset var ikke hjemme, da branden opstod, men via telefonisk kontakt med manden fik brandvæsenet hurtigt fastslået, at der ikke befandt sig hverken mennesker eller dyr på ejendommen. En redningsaktion i udbygningerne havde også været så godt som umulig, da tagkonstruktionen på grund af branden var ved at kollapse. På stuehuset er spærene intakte, men branden har huseret under tagstenene og på førstesalen. 

- Der er voldsomme skader på stuehuset. Det skyldes selvfølgelig branden, men der er også en del røg og vandskader, siger Niels Nygaard. 

Det var en forbipasserende, der kunne se ild i huset, der alarmerede brandvæsenet klokken 04:06. Brandmændene vil fortsætte efterslukningen i løbet af torsdag formiddag. Herefter er det politiets teknikere, der skal fastslå, hvordan branden er opstået. 


Seneste nyt

fra Nordjylland