Voldsom morgen for Nordjyllands Politi: 4 uheld på en halv time

På blot en halv time fik Nordjyllands Politi lynende travlt i Aalborg, og løb tør for patruljevogne.

Nordjyllands Politi har haft lynende travlt i Aalborg her til morgen, hvor de på kun en halv time var ude til fire forskellige færdselsuheld.

quote Jeg ved ikke lige, hvad der er gået galt her til morgen. Det har jo hverken været glat eller noget. Men galt gik det, og vi løb endda tør for patruljevogne.

Jess Falberg, Vagtchef, Nordjyllands Politi

- Jeg ved ikke lige, hvad der er gået galt her til morgen. Det har jo hverken været glat eller noget. Men galt gik det, og vi løb endda tør for patruljevogne, siger vagtchefen hos Nordjyllands Politi, Jess Falberg.

Det første uheld fandt sted klokken 07:54 på Ny Nibevej i retning mod Aalborg, hvor to biler kørte sammen.

Kort tid efter var den gal på Sigrids Undsvej i Aalborg. Her fik Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at en kvinde var blevet kørt ned, i forbindelse med en bil skulle bakke. Heldigvis var det ikke så slemt, som det lød. Bilen ramte kun kvindens arm, og hun slap med knubs.

På Willy Brandts Vej ved Gigantium var den også gal. Her kørte to biler sammen, men ingen kom til skade.

Den sidste anmeldelse kom klokken 08:24. Her var en knallertfører væltet på Vesterbro i Aalborg. Man troede først at føreren var beruset, men det var han ikke.

- Alle involverede parter i de fire færdselsuheld slap med lettere småknubs og ingen krævede skadestuebehandling, siger Jess Falberg.

Han oplyser desuden, at de fire uheld har påvirket morgentrafikken, men at alt er glidende nu, og kører som det skal.


Seneste nyt

fra Nordjylland