Voldsomme brandskader på Postgården

Det vil tage flere måneder, at få udbedret både brand-, sod-, røg- og vandskader på Postgårdens fredede hovedbygning efter den brød i brand klokken tre i nat.

Bedredskabcenter Aalborg har siden arbejdet intenst på at slukke branden, der nu skulle være under kontrol.

-Vi har stadig to røgdykkere inde for at se, om der er flere ildlommer oppe ved taget og der vil være en del efterslukning også, siger Indsatsleder Peter Reinau til TV2/Nord.

Han fortæller desuden, at branden opstod i køkkenet i kælderen og har formentlig spredt sig helt op til taget via en gammel elevatorskakt, der nu er opbygget til skab, der nu er beklædt med træ.

Hele hovedbygningen har fået alvorlige skader. Store dele af taget er taget af, og der er brækket en del af loftet.

-Jeg vurderer, at det vil tage flere måneder, at få repareret skaderne. Der er tale om både brand-, sod-, vand- og røgskader i det meste af huset, oplyser Peter Reinau.

Postgården er på det seneste kommet i mediernes søgelys, fordi den ligger, hvor Region Nordjylland vil opføre det nye super sygehus. Men huset er fredet og kulturarvstyrelsen har sat sig imod at huset bliver revet ned.


Seneste nyt

fra Nordjylland