Borgmester om Brittasagen: - Vores projekter bør alligevel blive realiseret

Selvom Jammerbugt Kommune har mistet penge i forbindelse med Britta Nielsens svindel, mener borgmesteren, at kommunen bør blive kompenseret.

Borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (Venstre), ærgrer sig over, at kommunens borgere er blevet taget som gidsler i forbindelse med sagen om Britta Nielsen, der stak 111 millioner kroner af Socialstyrelsens penge i sin egen lomme.

- Det er yderst uheldigt. I Jammerbugt Kommune har vi søgt - og brugt - mange satspuljemidler. Og typisk for den slags penge går de til indsatser for nogle af vores svageste borgere, så vi har selvfølgelig forhåbninger om, at de kan betales tilbage. Så de kan komme til anvendelse, som de er søgt, siger Mogens Gade.

quote Vi har selvfølgelig brugt de penge, der har været til rådighed. Og vi har nok ikke kunne fange, vi er blevet svindlet. 

Mogens Gade, borgmester, Jammerbugt Kommune (Venstre)

Han mener derfor heller ikke, at det må gå ud over borgerne, at pengene til de nye projekter nu er væk. De bør blive kompenseret, fastholder han.

- Jeg har forståelse for, at ministeren vil rydde op i sagen, og skal man gøre det, må man realisere de projekter, der er vedtaget, og der er givet tilskud til.

Minister: 80 millioner til kompensation

Disse tilskuds-modtagere har muligvis penge til gode:

  • Fredericia Kommune
  • Jammerbugt Kommune
  • Københavns Kommune
  • Næstved Kommune
  • Region Midtjylland
  • Region Syddanmark
  • Cystisk Fibrose Foreningen
  • Danske Døves Landsforbund
  • Holstebro Kommune
  • Roskilde Kommune

Børne- og socialminister Mai Mercado (Konservative) har allerede været ude og sige, at pengene skal betales tilbage.

- For mig handler det om, at vi skal have ryddet helt op efter den her svindelsag og en del af den oprydning handler om at få pengene tilbage til dem, der kan være blevet snydt. Det har vi allerede taget hul på med årets finanslov, hvor vi har afsat 80 millioner kroner, som skal kompensere for de svindlede midler.

Trods det omfattende snyd, der er foregået gennem 16 år, tror borgmesteren i Jammerbugt Kommune ikke, man her kunne have sikret sig mod det.

- Vi har været tro i forhold til de mails, der er kommet fra centralt hold, der siger, hvordan udbetalingerne har været. Og så har vi selvfølgelig brugt de penge, der har været til rådighed. Og vi har nok ikke kunne fange, vi er blevet svindlet. 

Socialstyrelsen har i dag sendt breve ud til de tilskudsmodtagere, der muligvis har penge til gode efter den verserende sag om formodet svindel i styrelsen.

Svindlen skal være foregået fra 2002 til 2018, og de stjålne penge skulle være fordelt over 274 udbetalinger.


Seneste nyt

fra Nordjylland