TV2 Nord

Vrå Højskole planlægger udvidelse for 15 mio

Foto: Tv2nord.dk

Vrå Højskole søger Hjørring Kommune om at garantere for et lån til byggeri af nye værelser og renovering af gamle elevfløje.

Vrå Højskole planlægger en omfattende renovering af skolens gamle elevfløje samt byggeri af 11 nye værelser. Værelserne skal gøres energipassive og samtidig skal skolens kunstsal gøres energipositiv. Det betyder at kunstsalens tag skal forsynes med solceller, der kan samle energi, der også kan bruges i skolens andre bygninger. Og det er tiltrængt, fortæller viceforstander Søren Ottzen.

- Det skal ske nu. Vi har nogle meget nedslidte elevboliger. Og hvis vi bare lader stå til, så går den ikke meget længere, siger Søren Ottzen.

Højskolen har derfor planlagt en omfattende renovering for samlet 15,1 millioner kroner. En stor sum penge, som højskolen har brug for Hjørring Kommunes hjælp til at finde. For at Vrå Højskole kan få finansieret renoveringen skal kommunen nemlig garantere for lånet.

- Vi tror på, at det går igennem, siger viceforstanderen.

Hjørring Kommunes økonomiudvalg behandler onsdag morgen højskolens ansøgning. Bliver det til et positivt svar til Vrå Højskole, så planlægger skolen at begynde byggeriet i februar næste år.

Har du et godt tip?