Vrå Varmeværk undgår tab

Det var en glad formand for Vrå Varmeværk, der fredag formiddag modtog en underskrevet aftale. En aftale der betyder, at værket stort set får dækket det tab på fem millioner kroner, som en tidligere bogholder påførte værket.

- Vi får over fem millioner, lyder det fra en glad Ivan Larsen, der er formand for Vrå Varmeværk.

Det er revisorens forsikringsselskab, som dækker det tab, som den tidligere bogholder har påført varmeværket ved at overføre penge til sig selv og sin mand. I alt små fem millioner kroner, som ellers skulle have været dækket af forbrugerne.

- Jeg sidder med aftalen foran mig. Jeg er lettet og glad for, at det er gået så hurtigt. Det er kun 20 uger siden, at vi opdagede det, siger Ivan Larsen til tv2nord.dk.

Den 48-årige tidligere bogholder på varmeværket begik gennem syv år underslæb for næsten fem millioner kroner. Hun fabrikerede falske papirer og fik det altid til at se ud som om at regnskaberne stemte. Derfor fattede ingen mistanke gennem de syv år, svindlen stod på.

Men nu bliver værkets tab altså dækket af revisorens forsikringsselskab.


Seneste nyt

fra Nordjylland