Vraget spidskandidat bliver løsgænger

Det enlige konservative medlem af Mariagerfjord byråd, melder sig ud af partiet og bliver løsgænger. Det sker som protest mod partiets nye beslutning om at vrage ham som spidskandidat til kommunalvalget i november.

Erik Kirkegaard Mikkelsen blev ganske vist opstillet som
partiets spidskandidat på en ordinær generalforsamling i januar - men tilhængerne af et generationsskifte nægtede at lade sig opstille på samme liste som Erik Kirkegaard Mikkelsen.

Den nye bestyrelse indkaldte til en ekstraordinær generalforsamling i aftes og her lykkedes det dem
at vælte Erik Kirkegaard Mikkelsen som spidskandidat til fordel for den yngre Kim Skau.

Erik Kirkegaard Mikkelsen kunne ikke selv deltage i den
ekstraordinære generalforsamling og finder forløbet så
udemokratisk, at han nu melder sig ud af partiet.

- Det kan vel ikke være tale om andet end et kup, siger han til TV2/NORD.

- Det kan jeg blankt afvise, siger formanden for partiforeningen, Eyvind Eklund.

Erik Kirkegaard Mikkelsen bliver løsgænger efter 20 års
medlemsskab af de konservative. Han nåede at blive borgmester i den gamle Mariager kommune og er formanden for kultur- og fritidsudvalget i Mariagerfjord byråd. En post, han beholder byrådsperioden ud.


Seneste nyt

fra Nordjylland