Vurderingen lavere end salgsprisen

Specielt nordjyske sommerhuse koster væsentligt mere end de vurderes til

I løbet af marts og april dumper årsopgørelsen ind ad brevsprækken hos danskerne. For de fleste ejere af et rækkehus, parcelhus, ejerlejlighed eller sommerhus følger vurderingsmeddelelsen pr. den 1. oktober 2007 med. Og allerede fra den 10. marts kan man se sin vurdering på TastSelv på skat.dk.

- Vi er nu klar med en overordnet statistik, og som ventet er ejendomsvurderingerne steget en del i løbet af de sidste to år, men samtidig kan vi se, at vores vurdering stadig er lavere end salgspriserne, forklarer Karin Christensen, afdelingsleder for ejendomsvurderingen i Skattecenter Aalborg, der fortsætter:

- Vi går efter at holde os lige under salgspriserne i vores vurdering, og det er lykkedes os helt godt.

Af statistikken fremgår, at i Aalborg-området ligger salgsprisen for parcelhuse 6,6 pct. over vurderingen. For rækkehuse er forskellen 5,2 pct., for ejerlejligheder 5,1 pct. - og for sommerhuse 13,5 pct.


Seneste nyt

fra Nordjylland