Weekendvejret snuser til de tocifrede varmegrader

Foto: Ivan Bitsch (arkiv)

Mildt, tørt og skyet. Sådan lyder menuen, som vejrguderne disker op med i de kommende dage. Ingen sne i sigte.

Vejret i weekenden bliver ikke så ringe endda.

Godt nok kommer der en del skyer på himlen, men regn bliver der til gengæld ikke meget af. Og man kan også være heldig at se solens stråler, som nu og da bryder igennem skydækket. Især i Københavnsområdet og på de nordjyske kanter.

Mest bemærkelsesværdigt er det nok, at temperaturerne bobler rundt i den milde ende af skalaen for en weekend i begyndelsen af januar.

Faktisk kan vi komme op i nærheden af tocifrede temperaturer i dagtimerne, fortæller Bill Vajdegren, vagthavende meteorolog på DMI, som sidder med de nyeste prognoser tidligt fredag morgen.

- Den overordnede overskrift for weekenden er, at det bliver relativt mildt. Det milde vejr fortsætter, fortæller DMI-vagtchefen.

- Temperaturerne vil generelt ligge mellem fem og ni grader. Det kan godt komme op og snuse til de ti grader. Ligesom det skete i går, hvor vi havde 9,8 grader flere steder. Det er meget mildt for årstiden, tilføjer han.

Ifølge Bill Vajdegren bliver søndag formentligt weekendens pæneste dag. Samtidigt peger han på, at vindkrafterne mister noget af deres styrke.

- Lørdag og søndag bliver det mere stille vejr. Vinden, som er ret frisk her på fredagen, den aftager. Og så tror jeg, at der bliver mange skyer begge dage. Men der går huller i dem hist og pist og her og der, så lidt solstrejf skal vi nok kunne opleve, siger han.

Selvom vi altså befinder os i vinterens anden måned, så er der ingen snekrystaller at spore i krystalkuglen, lyder det.

- Jeg kan ikke se noget sne den kommende uges tid, siger Bill Vajdegren fra DMI.

Tværtimod ser det milde vejr ud til at fortsætte.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord